![]() FIDONET: 2:237/16.5 navn: Soeren Mogensen. |
Disneyland after
Dark
Tanker i en
skorsten
Informationer, som dræber
- Om alt for pæne computerprogrammer
Når natten falder på begynder min computer at lave flere og flere fejl, den går mere og mere ned. Jeg ved godt hvorfor ! Hele dagen er min computer så pæn. Dens ikoner er nydelige og sider pænt i kanten.Den opfører sig stort set perfekt. Den prutter ikke i kirketiden.
Mine programmer er pæne, de indeholder ikke bandeord i fejlmeddelelserne.
Der er ikke det ellers hyppige ord på engelsk: fuck, når printeren skriver ud. Pænt, rent, sterilt og i orden. Ren Disney ! Ren Microsoft.
Gaaabbbbbb !
MEN om natten, trænger DOOM ud fra softwaredybet og vil forelske sig i sin Columbine. Han tænder for alle knapperne søger ud på nettet og skriver søgeord i www.lycos.com, der ville få enhver 17 årig skønjomfru til at rødme helt ned til neglerødderne på tæerne - og der skal meget til, siges der.
DOOM har pænt slået uhyrerne ihjel på skærmen i frokostpausen, han har ikke givet dem fingeren, han har skudt monstrene på sædvanlig måde og uhyrerne har pænt blødt i pixels og ikke ud på tastaturet.
Mit WP 6.1 har skrevet pæne breve og opslag om ditten og datten, ligegyldige meddelelser, som modtageren vil smide i papirkurven i det øjeblik det rammer deres postkasse. DET HELE ER SÅ PÆNT. Ikke et sgu. Ikke et kraftedme.
Min stavekontrol kan faktisk stave til sgu, men selvfølgelig ikke til kraftedme - den har ikke engang et forslag. Den kunne jo foreslå fandeme, det kan den underligt nok også stave til.
Intet grimt. Ingen hekse eller trolde i dette pæne, sterile, stereotype cyberrum. Ren Disney. Ren Microsoft. Selv pornoen derude på nettet er pæn skulle jeg hilse og sige. HA's webside kunne garanteret være sendt i et børneprogram og børnene ville kede sig til døde. Satanisternes sider er sorte. Motorheads side er sikkert sort ! Alle bites and bytes er forventeligt rigtige. Inklusive den meget pæne kunst på internettet, som kunne hænge i enhver ørelæges venteværelse. Ingen døde grise i glasbure her.
Det kan godt være cyberspace er pænt, men hvorfor er det så kedeligt ?
Hvorfor kan Wordperfect ikke noget sjovt ? Hvorfor er der ikke en eneste joke i hjælpen i WIN95 ? Hjælpen i WIN95 må være skrevet af en softwarepsykopat uden følelsesliv. Bo Bentzens Terminate har en lille knap, der hedder "måske" på engelsk, den giver en sjov lyd og programmet vælger så tilfældigt. Det er selvfølgelig åndsvagt, men det bringer luft ind i en computerverden, hvor kropsdufte, krop, sjofle ord og dårlige vittigheder ikke har plads. DUKE3D ? Hvad havde I ventet ? De halvnøgne luddere i baren er da chokerende, men hvad ? Der er en rigtig verden udenfor.
Hvis cyberspace havde været en by, så havde det været en middelstor fynsk provinsby, der trængte til at blive vækket fra sin Disneysøvn. Det er søde programmer for børn, med små søde nuttede dyr, der danser til en treakkords popsang om et springvand, der springer med blåbærsaft. (Økologisk giftfri og bærerne var blevet bedøvet, inden de blev slået ihjel med en overdosis hovedpinemiddel.) Der er ikke plads til knejperne og danseteltene. Gøglet og karnevalet.
VENNER ! - Skal vi ikke have lidt gang i den ? Lidt NY kultur på computeren. Er der ikke nogen derude der vil lave en screensaver (På nudansk : Skærmskåner), der forestiller en stor lort midt på skærmen ?
Hvis det er for groft, så lad det være en hundelort med det danske flag i. Jeg vil ikke have mere Disneysoftware. Jeg er et menneske. Jeg vil være tilstede i software måske bugfri, måske med pæne ikoner, måske med pæne farver, men man må søge grænsen, for at vide hvor den ligger.
Kom ikke her ! Find det softwarefirma der turde sprænge grænserne ?
Microsoft ? Jeg ved godt det er groft og det er plat med lort på skærmen.Men rolig nu - det var bare et eksempel. Selv DOOM har brug for en fridag, hvor han sætter sig uden for kirken på det lille hus, med et Fantometblad og en øl.
Jeg vil ikke dø i pæn røgfri Disneysoftware-atmosfære, med software med et udseende som en søvnig fynsk provinsby. Jeg ved godt, det ikke pænt. Undskyld ! Men nogen gange skal man prutte i kirken !
-MOG.
Gå til start af dette
kapitel
Hjem
Det blad jeg skriver i (ShareWareBladet) har sjældent interviews.
Interviews er ellers en spændende måde at bedrive journalistik
på, så jeg vil forsøge mig i genren. Desuden synes jeg,
der mangler artikler om computere, Internet og pædagogik.
Da jeg imidlertid ikke havde råd til jetflyveren til MIT, hvor min
helt Negroponte huserer, måtte jeg finde en anden løsning. Hvad
skulle jeg finde på ?
---
...Han sidder næsten altid ved sin computer. Han er gymnasiebibliotekar
af Guds nåde - et kald, der kom til ham, fordi det giver penge og moderat
social status. Egentlig er han Bachelor i dansk og læser videre ved
Odense Universitetet i sidefaget Børn & Unge. Han sidder over
for mig med sine stærke briller og hurtigsnakker. Hvem er han ? Hvad
mener han ? Kunne han ikke slukke computeren, mens han snakker med mig ?
I: Søren Mogensen ? Du sidder dagligt med elever, der vil
ud og se Internettet. Hvad er deres forventninger egentlig til nettet ? Og
hvad får de ud af det ?
MOG: Vi stiller på gymnasiet et studiemiljø til
rådighed, hvor de selv kan få adgang til en computer, der ER
sat op til Internet. Jeg har altså fjernet de tekniske problemer. Det
skulle være lige til at gå til. Men det de leder efter derude
er deres fritidsinteresser.
I: Fritidsinteresser ?
MOG: Ja, de leder efter musikgrupper, dødssmetal grupper -
sjældent noget fagligt. En del af eleverne har urealistiske
forhåbninger til hvad de kan finde på Internet. De tror at de
kan finde f.eks. noget baggrundsmateriale om danske forfattere. I virkeligheden
er der ikke meget af dette stof endnu. Men nettet har et kæmpe potentiale
i f. eks. korte artikler om film, udenlandske forfattere, sygdomme o.s.v.
Det er jo et gammelt universitetsnet, der ikke helt er gjort til et tivoli
med kulørte lamper endnu...
I: Jamen den nye folkeskolelov ? - Jeg ved godt du sidder på
et gymnasium - men den nye folkeskolelov taler netop om en trænerrolle
for eleverne og eleverne skal have ansvar for egen læring.
MOG: Ja, der er forskel på indlæring og læring.
Indlæring det er det læreren gør ved eleven. Læring
er det eleven gør selv. Folkeskoleloven stiller altså krav til
ELEVEN - og til læreren. Læreren skal skifte fra autoritet til
medspiller.
Så hvis jeg arrangerer et studiemiljø for eleverne med CD-ROM
og Internet - og når printeren virker og musikken spiller, så
skulle de selv søge viden på nettet til undervisningen.
I: Jamen så er alt jo fint ?
MOG: Nej ! Realiteten er, at de mangler nogle grundlæggende
metoder: Søgeteknik, det overblik almen dannelse giver og endelig
kildekritik. De mangler i det hele taget overblik over nettet og deres
forventninger er fra pressens side pustet op. Man kunne gribes i at køre
gammeldags autoritær klasseundervisning, hvor man forberedte dem i
hvad de bliver udsat for. Blandt andet megen svær engelsk. Men det
finder de alt sammen ud af her på Biblioteket.
Den Malcolm X artikel de finder i USA kunne være skrevet af en fra
KUK KLUX KLAN. Artikelen om ebolasygdommen, kunne være skrevet af et
medicinalfirma. Artiklerne kan være redigeret af et nyhedsbureau og
være klippet sammen af en journalist. Hvem skriver hvad til hvem og
hvorfor ?
I: Det kunne se ud som om det hele flyder ?
MOG: Ja, hvad er sandhed ? I virkeligheden har det moderne menneske
alvorlige filosofiske problemer - og det må være med filosofien
vi skal trække os selv op med hårene. Der er gode
Sartrespørgsmål i informationsteknologi. Hvis jeg har adgang
til alle skrevne kilder i hele verden, så skal jeg til at vælge
fra. Jeg har frihed og valg samtidig. Jeg kan mætte alle sanser og
tilfredsstille alle informationsbehov. Et stort tag-selv bord med slik i
den ene ende og rugbrød i den anden.
I: Ja, det må vi tage en anden gang ! Men hvis vi nu sætter
en computer ud i hvert klasselokale, så er alt vel godt ?
MOG: NEJ ! På Internettet er du interaktiv. Du bestemmer selv
! Du kan styre dit medie i modsætning til et andet medie fjernsynet.
Men det hjælper ikke at styre et skib, hvis du ikke har skippereksamen.
Du skal have kendemærker og skal have metode. Frihed hjælper
ikke, hvis du ikke har noget at bruge den til. Du finder ude på nettet,
hvad du leder efter - og du finder det du indeholder. Jeg selv finder altid
trendy artikler om cyberspace og computere. Nogle af eleverne finder kun
Pamela Anderson. Andre igen finder dybt lødige artikler om det gamle
Rom. Det er i orden, hvis vi kun skal lære at bruge maskinen, men vi
skal vel også bruge den til noget ?
I: Vi skal vel lære at bruge en computer alle sammen ?
MOG: Kun hvis der er et hovede på kroppen. Kun hvis vi har metode.
Kun hvis vi har analytisk sans. Man kan jo ikke begynde at bygge et hus ved
først at bygge skorstenen. Almen dannelse er en god ting ude på
nettet. Man støder f. eks. ind i megen amerikansk kultur og historie,
som man bliver forvirret af, hvis man ikke forstår den ramme, det fungerer
i.
Giv dem en 286 computer i de tre første klasser i folkeskolen og lær
dem at spille spil. Det vil lære dem at håndtere maskinen. De
må ikke tekstbehandle, for så får de ingen håndskrift.
Og læsning og skrivning hører sammen for mig.
De kan bruge CD-ROM til at lære at styre musen og blive motiveret for
mediet. Men der findes nu engang ikke mange CD-ROM, der bevæger sig
ud over edutainment - heller ikke for gymnasiet. De kommer helt sikkert om
få år.
I: Det er svært at købe ind til CD-ROM skuffen ?
MOG: Meget lidt af markedet er rettet mod undervisning. Og det er
det samme på nettet. Kun 10 % er egnet til undervisning. Og det meste
af stoffet er der af andre grunde. Man kan have glæde af at læse
en spansk avis på Internet fra idag, men den er ikke gloseret og lagt
ud til undervisning. Det er spansk for spaniere.
I: Men der er undervisningsmæssige muligheder i computere
?
MOG: Jeg vil sige det lidt hårdt. Når man har fået
gennemført den mentalitetsændring i skolesystemet, man har lagt
op til. Hvor eleverne tager ansvaret for deres egen læring og læreren
er en trænerven. - Du kan høre på mit ironiske tonefald
at det ligger ikke lige for. - Så kan eleven overlades - man kunne
sige overgive sig - til computeren. Ellers kræver situationen vel at
vi tager en hel lærergeneration og uddanner dem til computernørder
? Hvis vi altså skal bevare lærerstyringen i undervisningen til
en vis grænse. Det bliver ikke nemt.
Men når det er gennemført, den sidste dinosaur er død
fra dengang læreren var en autoritet også på et andet plan
end på grund af hans eller hendes viden og metodeindsigt, så
er vi parat til at træde ind i en verden, hvor der hersker
informationsfrihed, der nærmer sig kommercialiceret anarki. Er det
det vi vil ?
I: Du sidder her mellem - sagde du - 22.000 bøger ?
MOG: Ja bøgerne er en måde at få viden på
der er checket og godkendt af den gamle måde at bedømme værker
på. Forlagene udgiver sjældent underlødig litteratur -
vi har en høj bogkultur herhjemme i Danmark - og alle disse bøger
er indkøbt af gymnasiefolk, der vidste hvad de gjorde, der har læst
og vurderet bøgerne. Der er noget at leve op til.
Internet er et hurtigt og let medie. En bog tager det et år at skrive.
På Internettet skriver man en tekst på et kvarter og smider det
så ud til alverden. Man får et hurtigt fordøjelsessystem
af nettet. Korte artikler - ringe tekster - hurtige billeder - kan ikke erstatte
en god gennemskreven bog. Men det er vel nye tider ? Vi er i opbrud.
Og man kan ikke vide hvad der sker. Men det tager mange år inden bogen
forsvinder - og så vil den måske blot genopstå i en anden
form. Der er fjernsynet en større trussel. Computeren er ikke en trussel,
for man læser faktisk hele tiden på en computer. Computeren er
også skriftkultur. Fjernsynet er en billedkultur med alt hvad det
indebærer af gode og dårlige ting.
Men vi vil se korte, hurtige og let fordøjelige tekster i fremtiden.
Samfundets hastighed er simpelthen skruet i vejret. Vi har ikke tid...
---
Mørket er faldet på ude over mosen uden for biblioteket. Der
er en summen af computere herinde. Jeg drikker min kolde te ud, rejser mig
langsomt og stikker af. Hjem til min egen computer for at skrive rent.
Hvornår møder kroppen teknologien, så vi får en
computer indopereret ved fødslen ? Et komplet stereoanlæg
måske med en lille billedskærm i nethinden. Rager det mig? Lad
børnene arve verden. Jeg tror jeg skriver en artikel om Neuromancer
i stedet for. Den af Gibson ! I stedet for at interviewe en støvet
bogorm !
MOG.
Gå til start af dette
kapitel
Hjem
- Et essay om den store massehypnose -
Pludselig, som jeg sidder og skriver i
mørket,
har jeg glemt, hvad min søns bedste ven hedder. Der er ingen undskyldning.
Oplysningen ligger
ikke på internettet.
Den bliver ikke sendt i radioavisen, som kører
i
baggrunden med sin hypnotiske mumlen, mens jeg skriver
det her. Den eneste måde jeg kan få det at vide på, er
ved at vække min søn og spørge ham, og ville han ikke
synes jeg var åndsvag ? Hans far kender ikke navnet på
en af de vigtigste personer i hans liv. Hvad ved far
ellers ikke om mit liv ?
Vi glemmer tit at flaskehalsen i båndbredden
på
de informationskanaler vi har, er vores egne
hjerner.
Det nytter ikke at internettet består af xx millioner
www sider, når den jeg skal bruge er nummer ? og jeg
ikke kan finde den og de andre ligger i vejen og hele tiden dukker op på
min skærm. Min hjerne kan kun
opfatte en www side af gangen.
Hvis nu jeg blev tortureret i Kina og jeg måske
fik
skrevet en www side om uretfærdigheden, hvilken chance
var der så, for at en europæer i Danmark ville få
oplysningen ?
Hvis jeg koblede ind på EU' s sider, selv hvis
siden
var på dansk, i hvilket omfang ville jeg så forstå det
hele, uden i øvrigt at være EU ekspert ?
Selv hvis jeg har en oplysning, skal den sættes
i
sammenhæng analyseres, fortolkes og perspektiveres
for at jeg kan forstå den. Det kunne en EU journalist
gøre. Han kunne være på Internettet med en www
side. Han kunne være uafhængig. Han kunne afsløre
den korruption, der tydeligvis foregår i EU. Han
findes ikke i øjeblikket - og hvad skulle han også
leve af ? EU-penge ? Ville han være engageret
arbejdsløs ?
Hvis jeg ikke kan checke kilden for den torturerede
i
Kina, den kilde som selvfølgelig må være anonym, den
kilde som skulle være på engelsk og tysk for at jeg
havde chancen for at forstå den, den kilde som ikke
kunne være et gadebarn, for gadebørn har ikke adgang
til WWWsider, så kan jeg ikke vide om det er sandt.
Jeg kan ikke reagere på noget usandt - og hvordan
skulle jeg reagere ? Hvis jeg kunne checke kilden,
ville magthaverne også kunne. Det kunne måske slå ham
ihjel.
Jeg holdt op med at se TV-Avis efter Jugoslavien. Jeg
opgav, fordi jeg kunne se billeder af massegrave, men
jeg kunne også se billeder af politikere, der ikke
gjorde noget. Måske kunne de ikke gøre noget ? Men jeg
selv kunne slet ikke gøre noget !
Jeg synes, det var forfærdeligt. Jeg vidste,
det var
sandt. Jeg kunne bare ikke reagere. Det er nok det
bedste eksempel på en dyb stresssituation. Ingen vej
frem. Ingen vej tilbage. Fanget ! Og de civile døde
som rotter dernede og jeg så bare på. Hvad skal jeg
så med informationssamfundet ? Vi har valgt at
være ligeglade ! Hvorlænge bliver magthaverne ved med
at være bange for folkemasser, der ikke reagerer ?
Dig og mig ?
Er det ikke rimeligt, at når det store kakafoniske
informationssamfund bliver udført i praksis, når jeg
får tilstrækkeligt med søgemuligheder, når jeg får
mulighed for at få nyheden udvalgt og formidlet af
personer jeg stoler på og som fortæller noget af
sandheden, at jeg så også får lov og mulighed for at
beslutte og reagere ? Vi skal igang med at opfinde
procedurer og en ny demokratisk praksis, der forbinder
viden og handling i det offentlige rum for os alle
sammen i et globalt fællesskab.
Ellers bliver resultatet vel det modsatte, som min
egen
reaktion på Exjugoslavien at jeg finder andet at lave
- at demokratiet dør - kvalt i sine egne informations-opkast - liggende
i en dynge af fuldstændig nytteløse
informationer.
Og i den dynge vil billedet af thailanske pornostjerner
ikke være det værste billede, der er sorteret væk i min
hjerne, selv om det er et resultat af børneprostitution.
Det vil være det billede af de liderlige mænd, der ikke
har begge oplysningerne, dels at luderen bliver
fremstillet seksuelt og dels at dette er et resultat af
at hendes forældre har solgt hende til dette formål.
Eller også har mændene glemt det ? To oplysninger er
tilsammen mere værd end to oplysninger enkeltvis !
Det rædselsfulde er det vi godt ved og ikke
tænker i
sammenhæng - og de sammenhænge vi ikke reagerer på. Det
rædselsfulde er den dræbende, larmende tavshed inden
i alle informationer. Tavsheden fra det store publikum.
Er I der ? Er der nogen derude ? Jeg er her, fordi det
rager mig !
I informationssamfundet vil denne tavshed dræbe.
Den
vil dræbe demokratiet, vores tro på politikerne og
måske vores sociale bånd. Til gengæld vil den vinde
den næste krig. Slå den næste kineser ihjel.
Ellers skal vi til at reagere på nyhederne. Ellers
skal vi melde os ind i Amnesty International eller
Røde Kors - et politisk parti. Men er det ikke som
om det lige præcis er vores engagement, der er røget
ud sammen med alle de morsomme, triste og involverende
nyheder, vi nu selv kan vælge fra informations-samfundets store tag
selv bord. Rager det os ?
Jeg har en meget vigtig oplysning, jeg skal have listet
ud af min søn i morgen. Mere vigtig end noget der
foregår på nettet. Til gengæld en oplysning, som næsten
alle andre er ligeglade med. Den har betydning for mit
selvværd og min værdighed som far. Hvor er min værdighed
som demokratisk borger ?
Radioen i baggrunden er færdig med radioavisen.
Den står
på P1. Der er en udsendelse om børns reaktioner på den
tortur, de er blevet udsat for. Er resten i
virkeligheden tavshed ? Hvor mange hører P1 i aften ?
MOG.
Gå til start af dette
kapitel
Hjem
Copyright 1996-97 Søren Mogensen